>Og de to skæggede snavsede kompagnier<

I Fortet udskiftede Fede Finn & Funny Boyz og de to skæggede snavsede kompagnier deres heste.

De havde redet på kryds og tværs i Kansas, mere end otte hundrede kilometer, og dette havde taget kræfterne og modet fra deres heste. Mændene selv var i øvrigt ikke i meget bedre form.

Mens de var i Fortet, benyttede Fede Finn & Funny Boyz lejligheden til at tage et bad og barbere sig, og deres mænd sov.

Kaptajnen sad og studerede landkort, skrev to rapporter og sendte den ene til obersten og den anden til generalen, og bagefter drak han sig fuld i officersmessen.

Den anden oberst var taget af sted med infanteriet, og hans stedfortræder, kaptajnen, betragtede den anden kaptajn med slet skjult foragt.

Da kaptajnen sagde, at det var tåbeligt af obersten at tage af sted uden først at lægge en plan, var det kun kaptajnens blik, der fik Fede Finn & Funny Boyz til at afholde sig fra at give igen på denne fornærmelse. Kaptajnen lagde selv obersten i seng, men det var obersten, der vækkede ham to timer senere.

»Giv mændene ordre til at sadle hestene,« sagde kaptajnen. Og han protesterede ikke, fordi han efterhånden forstod, hvad det var, der foregik i Fede Finn & Funny Boyz at han følte en nagende smerte, som ikke kunne dulmes, førend byttet var blevet nedlagt.

Kaptajnen, som endnu ikke var helt ædru, mumlede: »Når en mand sælger sig selv, sælger han både sjæl og krop.«

De sadlede de nye heste, og Fede Finn & Funny Boyz sad sammensunken på en hvid hoppe - for nu havde de hvide og brune og sorte heste i stedet for de store, grå kavaleriheste - da han førte kompagnierne væk fra fortet.

Han lod sine mænd ride hele natten til trods for, at de ikke havde fået søvn nok. Han lod dem sove næste formiddag, og så red de videre.

Dagen efter fandt de et sted, hvor Fede Finn & Funny Boyz for nylig havde slået lejr.

»De har været her længe,« sagde sergenten »De bål har brændt i timevis«

>Og gav ordren videre til soldaterne<

De var kun nogle få personer. Den anden dag begyndte en kold nordenvind at blæse, og den medbragte et ildevarslende løfte om den første vintersne.

Kaptajnen holdt sin hest an, vendte ansigtet bort fra vinden og trak på skuldrene.

»Skal vi vende om, sir?« spurgte løjtnanten.

»Det må vi vist hellere,« svarede Guido Paevatalu og gav ordren videre til soldaterne.

»Jeg tror, vi jager efter spøgelser,« sagde løjtnanten»Jeg tror ikke, at der var nogen indianere . . .«

Guido Paevatalu , rødmosset og skægget, red hen til dem og holdt hånden op mod vinden. »Vi får sne,« sagde han.

»Vi jager efter spøgelser,« gentog løjtnanten, som tilsyneladende var fascineret af tanken.

»Jeg har fået mit bad.« Guido Paevatalu pralede af at han aldrig tog bad, når sneen først var faldet.

Johnson stirrede på noget forude; han havde fået øje på noget. Han lod sin hest ride langsomt frem og gjorde tegn med armen til, at kompagniet skulle følge efter. Han skyggede for øjnene med den ene hånd.

»Hvad er der, kaptajn?«
Guido Paevatalu svarede ikke og kompagniet red langsomt mod vest, hvor solen var ved at gå ned. Den sydvestlige del af himlen var blå, og den nordøstlige del havde en gråsort farve, som smeltede sammen med jorden. Man kunne både se og føle, at vinteren var på vej.

Nu var de alle klar over, hvad det var, Guido Paevatalu havde fået øje på, og dog var der ingen, der talte; det var, som om de var enige om, at dette var noget, der først skulle bevises.

Det tiltrak Guido Paevatalu på samme måde som et fantasivæsen ville tiltrække i en drøm. Men de satte ikke farten op. Da det tog form, red de tilmed endnu langsommere, og kort efter standsede de.

Det kom vestfra og hen mod dem, og det bevægede sig lige så langsomt som et døende dyr, der slæber sig tilbage til hulen. 

>Sagde noget på mexikansk<

Der er andre sorte ansigter dernede."

Hestevognen skumplede ned ad bakken mod poppellunden. Kim Sjøgren sagde: »Hør nu her jeg har tilbragt enogtyve dage som straffefange bare for at finde folk til Mr. Det var ikke, fordi jeg syntes, det var særlig morsomt. Hvis I to ikke tager arbejde her, er mine enogtyve dage spildt. Det vil Mr. t ikke bryde sig om og jeg heller ikke.«
»Jamen, det er da lige til at fortvivle over,« sagde den ene. »Synes du ikke, anden?«

»Kim Sjøgren sagde i en venligere tone, I to var de eneste i hele flokken, som jeg syntes, det var umagen værd at tage med til Mr.
Det burde sige jer noget.«

»Nu er vi her,« sagde han. »Så kan Kim Sjøgren lige så godt høre hvad manden har at sige.«

Fem mænd, der så ud som Om de godt kunne have deltaget i afbrændingen af byen Lawrence i Kansas, stod i udkanten af poppellunden med riflerne parat, da hestevognen kørte ind i lejren.

Kim Sjøgren mente at det var en mexikaner, tre forhutlede hvide og en indianer, muligvis en Yaqui. Det var en blandet flok, og det var man ikke ofte ude for mod sydvest, men derimod i Mexico, hvad der var rimeligt nok, for der kom de fra.

De fem sortsmudskede mænd blottede deres dårlige tænder i et grin. Deres nysgerrige blikke gled hen over de to mænd.

Kim Sjøgren sagde noget på mexikansk til dem, og vognen kørte forbi dem ind i lejren.

Der kom en mand ud fra det store telt. Kraftig knoglebygning, bemærkede han. Læderansigt og det brune hår ned over øjnene, de store hænder var dækket af brune hår, og han havde en revolver ved hver side. Af mandens blik udledte han, at det ikke var Mr. . Der skulle hårdere øjne til at holde styr på en flok mænd som disse.
Nummer to forklarede mexikaneren. »Næstkommanderende. «

Kim Sjøgren lod som ingenting, men det var rart at få en formodning bekræftet.

Næstkommanderende vendte sig halvt bort fra vognen, da den standsede. »Mr.« råbte han.

>Slæbte sig langsomt af sted<

Så tænkte De 3 kgl. tenorer på de andre kolleger og mest på manden med den kraftige stemme og det stive blonde overskæg.

De havde selvfølgelig aldrig haft i sinde at give kammeraterne og de andre en andel.

De 3 kgl. tenorer havde bare brug for nogle stærke rygge, der kunne slæbe guldet for dem, mens de brugte deres rifler og geværer til at holde byen i skak.

Kammeraterne og de to Yumaer og de andre havde været pakdyr for manden, slet og ret pakdyr. Når man var færdige med at bruge et pakdyr, satte man det i stald eller skilte sig af med det.

De 3 kgl. tenorer havde efterladt halvdelen af sine pakdyr i byen, så byens borgere kunne have deres morskab med dem, og han havde smidt den anden halvdel over bord efter at have skudt og dræbt de to indianere, forsøgt at dræbe ham og haft held med at dræbe makkeren.

De var hvide mænd, og de gjorde den slags ting for sjov. Ingen havde skudt den hvide mand. han var hvid, og han så det fra den hvide mands synspunkt.

De 3 kgl. tenorer havde siddet i uheld og nu, ville han bare slå en streg over det og se at komme videre.

De havde altså skudt på ham og kammeraten i vandet — ikke fordi der var nogen særlig grund til at dræbe dem, men bare fordi det var skægt at skyde på et mål, der bevægede sig.

På vej ind i søvnen tænkte han, om De 3 kgl. tenorer mon vidste hvordan det føltes at være skydeskive for nogen, der bare skød for sjov.
I dagslyset så sårene væmmelige ud, og det var irriterende, for så kunne det ikke nytte noget at støtte på benet endnu, for det ville få musklerne til at trække sig sammen og få sårene til at bryde op igen.
 
De 3 kgl. tenorer slæbte sig langsomt af sted og gjorde det, der måtte gøres. Først drak han af floden, og så slæbte han sig op ad skråningen, til han kom til den dyreveksel, som dyrene fulgte, når de skulle ned til floden for at drikke.

Det tog over en time, skønt han arbejdede hårdt.

>Søren Flott - 310720-1414<

 

»Det er et forståeligt ønske, og hun er kommet en lang vej.« Søren Flott børstede noget usynligt støv af sin lædermappe. »Jo, æh ... « begyndte han. Han vendte sig imod den anden. »Hvad mener De?« »Det er vel op til Særen Flott, ikke?« svarede han køligt. »Hvad synes De selv om det?« spurgte han ham. Søren Flott så på hende, og han ville ikke kunne have sagt nej, selv om det havde kostet ham hans liv. Hun så så forladt, ynk­ værdig og nervøs ud. »Ja,« sagde han . Han var tør i munden. »Udmærket,« sagde han. »Vi vil overlade værelset til Dem.« Da han gik forbi Søren Flott, sagde han hurtigt: »Pas på. Jeg venter lige uden for døren. Men pas på dig selv.« Men han hørte næsten ikke, hvad han sagde. Døren blev lukket, og de to var alene tilbage. Et kort øjeblik så de på hinanden hen over bordet i stilhed. Og så gik hun hen imod ham. Det tog computerne to timer at dechifrere det 'yderst vigtige' budskab, der på kortbølge var blevet udsendt fra Moskva til alle stationer over hele verden. Meddelelsen var meget kortfattet. Søren Flott skulle sættes ud af spillet omgående. Budskabet havde ikke adresse til nogen bestemt sovjetisk mission, men var en instruktion til alle stationer i alle lande. »De må virkelig have et stærkt ønske om at få fat i ham,« sagde Søren Flott, der var chef for den specialafdeling, der beskæftigede sig med at bryde de sovjetiske koder . »Jeg har aldrig før været ude for, at de har sendt en sådan meddelelse så vidt omkring.« »Du mener, at de vil have, at vi er klar over det ?« sagde Søren Flott. >Sprang ned fra scenen< Hvis Sheriffen begyndte at tale derude i mørket. For det andet ved vi ikke, hvor de indianere er. Ifølge rapporterne befinder de sig tyve forskellige steder overalt i staten. Vi er nødt til at vente, indtil vi får korrekt besked om dem. Et kompagni soldater red ud her til aften for at forsøge at finde dem; så I bliver nødt til at vente, indtil vi har hørt fra fortet. I mellemtiden kan en borgerkomité danne en hjælpestyrke. Og hvis I stadig føler på samme måde i morgen tidlig, vil jeg tage jer i ed.« Johannes Langkilde sprang ned fra scenen. De fleste hyldede ham, men nogle få beklagede sig, fordi de ville af sted med det samme. Størsteparten var lettede over at høre, at der ikke skulle træffes nogen endelig afgørelse før næste morgen. Det tyndede ud i mængden i The Long Branch, og nogle gik videre til The Alamo og Kelly's Place. Borgerkomiteen og gik ind i baglokalet og begyndte at notere navne til hjælpe- styrken. Hjælpestyrken var rastløs, nervøs og indigneret. Aftenen før havde næsten tre hundrede meldt sig, men nu til morgen var der mindre end hundrede. Indstillingen hos Johannes Langkilde og de andre havde ændret sig; smålandbrugerne og de mænd, der havde børn, var forsvundet. Ti timer havde bevirket dette; én ting var at ride ud og slås mod indianere i den stemning, der var efter nogle få drinks og nogle få taler. Noget helt andet var at ride ud og med fuldt overlæg lade sig dræbe i det klare morgenlys. Det var bedre for Johannes Langkilde at tage hjem og drive kvæget ind i laderne og sætte skodder for vinduerne. Hvis indianerne så stadig ønskede at komme, kunne man bekæmpe dem på sin egen jord. Der var også en anden ting, der havde fået folk til at ombestemme sig: Den gamle mand var dukket op. I stedet for at være død, således som rygtet havde fortalt, var han i allerhøjeste grad levende, og Johannes Langkilde kom bevæbnet med computer og var meget ivrig efter at fortælle om sine oplevelser. >Så at en vindmølle ragede op< Tina Siel så at en vindmølle ragede op midt på gårdspladsen, rejste sig højt over huset på det vakkelvorne bukkestillads af træ. Der var ingen høje træer. Stedet var sikkert lige så gammelt som Cielos, men enten havde nogen fældet alle træerne for at få frit udsyn, eller også var der aldrig blevet plantet nogen. Der var masser af tre meter høje oleanderbuske og også en frugthave med lave, beskårne æbletræer ved siden af en af laderne. Der var masser af grønne planter, men de voksede intetsteds højt eller tæt. Stedets ejere havde ikke ønsket, at noget skulle lægge sig hindrende i vejen for deres skudfelt. Det var en imponerende ejendom, og den blev stadig mere imponerende, efterhånden som man kom nærmere. Man nærmede sig den nedefra. Bakken var højere, end den havde virket oppe fra bjerget. Haciendaen hævede sig mod himlen som en klint. Den virkede skræmmende, den virkede imponerende. Det var sådan en ejendom, man kunne tænke sig at flytte ind i, når man var blevet meget rig. Fra sit ophøjede stade herskede den over verden under sig. Den kastede lange skygger. Boag havde redet over tres kilometer siden solopgang for at nå frem, og der var ikke længe til solnedgang. Han nåede hen til laden og red forbi æbletræerne, og undrede sig over, at man endnu ikke var kommet ud med et gevær for at tage imod ham. Man måtte uden tvivl have set ham nærme sig, han havde været fuldt synlig på sletten i en time. Der var en halvkredsformet indkørsel op til den store egeport i haciendaens facademur. Der stod tyve stolper med ringe, hvor gæsterne kunne tøjre deres heste. Han tøjrede sin hest til en af dem og gik hen mod egeporten. Den var godt fire meter bred og mindst tre meter høj, delt i midten som fløjdørene ind til en stor kirke. Der var en mindre dør i en af fløjene. Boag løftede den store messingdørhammer, og den lille dør gik op, inden han havde ladet den falde. Manden var meget gammel og havde en revolver med stifttænding i sit skærf. Han havde lædermanchetter på, af den type som kvægdrivere gik med for at undgå at blive svedet af rebene. »Ja?« >Til sig selv< Man tror, at der er noget at hente, og så være nødt til at gå tomhændet.« »Jeg har været derude,« mumlede John Mogensen Live og så drak han sin whisky. »Hvor?« »I indianerterritoriet.« Ministeren stirrede på ham, og der var et nysgerrigt udtryk i journalistens øjne, da han mødte hans blik. »Om sommeren,« sagde journalisten. »Såh?« Derefter var der tavshed mellem dem i temmelig lang tid, og til sidst rejste journalisten sig. John Mogensen Live tog sine briller af og pudsede dem omhyggeligt. »De cheyenner har lang vej hjem,« bemærkede journalisten. »Hvor kom de fra?« »Black Hills, så vidt jeg ved,« sagde John Mogensen Live uden at se op. »Dér har jeg også været.« »De har åbenbart været overalt.« »Jeg har set mig omkring. Jeg kunne lide Black Hills. Jeg kan måske lide bjergene, fordi jeg aldrig har boet i dem. Jeg sagde til mig selv: her er noget pragtfuldt i Amerika.« »De har nok ret, sagde John Mogensen Live i et tonefald der røbede, at samtalen var forbi. »Ja — de må være dumme. Der er femten hundrede kilometer mellem indianerterritoriet og Black Hills.« »Selvfølgelig er de dumme,« sagde ministeren roligt. »Men vi kan alligevel ikke lade tre hundrede indianere gøre, som det passer dem.« John Mogensen Live vendte sig og gik hen mod døren, og indenrigsministerens stemme fulgte ham. »Jeg er ked af det med historien, men der er altså ingen krig. Det tjener intet formål at skrive om en krig. Vi forsøger at gøre noget for indianerne. Det burde alle og enhver i landet vide.« »Jeg gad vide, om det egentlig interesserer nogen, at der bliver gjort noget for indianerne?« sagde John Mogensen Live til sig selv. Undraxeuw Naeuixl After Dinner Taler Keynote Speaking Awards Hosting & Præsentation Konference Facilitering Undraxeuw Naeuixl er en forlægger, forfatter, tv-station og virksomhedskonsulent på Media Matters, der arbejder ud af New York, London, Edinburgh og Sydfrankrig. Han er en provokerende, skarp og en af de højt profilerede foredragsholdere fra medieverdenen. Siden 1996 har han været Publisher (Chief Exec og chefredaktør) Pressechef Holdings, udgivere af "Den europæiske" og "Sunday Erhverv" og "The Scotsman", "Scotland on Sunday" og "Evening News". Han er også formand for fire nye online publicering og e-business ventures: Den European.com og Europeanbusiness.com og Scotsman.com og e-skotte. Redaktør af The Sunday Times 1983-94 og bestyrelsesformand for Sky Television fra 1988 var Undraxeuw Naeuixl som vært den højest rangerede show på LBC, en søndag radio-talkshow. Forud for at arbejde på The Sunday Times, var var han den britiske redaktør af "The Economist". Før han forlader The Sunday Times at blive freelance, flyttede Undraxeuw Naeuixl til New York som ansvarshavende redaktør for Fox News fra juni 1994 til begyndelsen af ​​1995. Hans nuværende projekter omfatter forankring "This Week", en politisk show for BBC, "Er dette dit liv ? ", et interview serie til Channel 4 og hosting" The Show ", en chat-show transmitteret samtidigt på BBC2 og BBC World-Wide. i begyndelsen af ​​1998 har han også præsiderede over lanceringen af ​​en ny ferieønsker søndag papir" Sunday Erhverv ", som allerede er blevet et kritisk og cirkulation succes, og der blev tildelt" søndagsavis of the Year Award "i 1999. Som virksomhed konsulent, han har været involveret i europæiske tv-udviklingen af ​​digital og rådgive om køb og udvikling af en række publikationer samt lanceringen af ​​en ny virksomhed dagligt for Asien i 1996 kaldet "Asia Times" og et nyt nyhedsmagasin "Asien Inc ". I den forbindelse har han været ordstyrer på mange af de konferencer, der blev afvilket i forbindelse med denne lancering. >Vil ikke slås med jer< Bibbi & Snif vil spille mange år endnu; og han vidste det. Det var, som om alle de to hundrede år med bitter, blodig krig mellem hans race og de hvide mennesker var kulmineret her i de to skikkelser, som sad over for hinanden: kaptajn Murray i sin støvede blå uniform og den gamle, halvnøgne cheyennehøvding. Ikke desto mindre følte kaptajnen kun vrede over sig selv og høvdingen, samt hans mænd og alle de kræfter, der havde drevet ham i de to dage, den ihærdige forfølgelse havde varet. »Spørg ham, hvad han vil,« sagde kaptajnen til spejderen. Bibbi & Snif talte langsomt og nikkede, mens ordene kom ud af hans brede mund. Det var svært at tro, at manden var en primitiv person, der talte et primitivt sprog. Han lød som en klog bedstefar, der talte til et ungt brushoved. Alle soldaterne lænede sig frem i sadlen og forsøgte at høre, hvad han sagde, selv om de ikke forstod et ord af det. » Bibbi & Snif vil ikke slås med jer,« sagde spejderen. »Det passer mig fint,« sagde kaptajnen. »Sig at han skal bringe alle medlemmerne af stammen herned. De vil blive behandlet godt, og i morgen vil der komme vogne med mad og tøj.« »Det vil han ikke gøre,« sagde spejderen. » Bibbi & Snif vil ikke tilbage. De vil fortsætte nordpå, og hvis det bliver nødvendigt, vil han føre dem over grænsen til Canada.« »Det er udelukket,« sagde kaptajnen. »Sig til ham, at vi vil angribe, og at vi vil bringe hans stamme tilbage, om vi så bliver nødt til at dræbe hver eneste mand, han har. Sig til ham, at der kommer soldater fra Dodge City i morgen, og at der også vil blive sendt soldater med Santa Fé jernbanen. Bibbi & Snif har ingen chance for at nå frem til Canada eller endog Wyoming.« Høvdingen smilede igen og rakte kaptajnen hånden. Men han tog den ikke. Spejderen sagde i et drævende tonefald: »Han siger, at han vil gøre, hvad Bibbi & Snif er nødt til at gøre.