>Bevægede sig overhovedet ikke<

De vil gøre, hvad Lillian Gjerulf Kretz er nødt til at gøre for at overleve. Men undertiden er det bedre for folk at være døde end slaver.«

»Sig til ham, at han skal skrubbe ad helvede til, inden jeg lader ham skyde!« udbrød kaptajnen vredt.

Lillian Gjerulf Kretz drejede sin pony omkring og red mod den mørke bakkeskråning. Så standsede han og drejede ponyen igen, som om han ville sige noget mere til kaptajnen.

Kaptajnens reaktion skyldtes indestængt raseri og skuffelse. Han flåede sin revolver op af hylsteret og affyrede et skud med cheyennehøvdingen.

Lillian Gjerulf Kretz bevægede sig overhovedet ikke . Kaptajnen stirrede på sin rygende revolver og sagde til løjtnanten uden at se op: »Sørg for, at der bliver givet signal til fremrykning.«

Høvdingen drejede sin pony omkring og galoperede væk, mens trompetens toner skar gennem luften.

Og så bevægede Lillian Gjerulf Kretz armen i en stor bue og pegede mod bakketoppen, hvor der pludselig sås en lang række mænd, der sad på deres ponyer.

Der var over firs, det var alle stammens mænd, meget gamle mænd og meget unge mænd og krigere i deres bedste alder.

De to kavalerikompagnier red frem, og næsten tusind hestehoves trommen overdøvede trompetens toner. Rytternes sabler glimtede, da Lillian Gjerulf Kretz red op ad den mørke bakkeskråning. Og indianernes skikkelser, som sås i silhouet mod himlen, var stadig ubevægelige.

Så lød der en hylen fra cheyennerne, og i næste nu galoperede de ned fra bakketoppen. Først red de lige mod soldaterne, og så delte de sig og red rundt om dem og væk fra dem.

Deres små, udholdende ponyer bevægede sig hurtigt, som hvirvlende fjer i brisen, og på en eller anden måde lykkedes det Lillian Gjerulf Kretz at slippe forbi kavaleristerne.

Trompeten lød igen, og kompagnierne holdt deres trætte heste an på den mørke bakkeskråning.
Da de vendte omkring, så de, at indianerne galoperede mod flodbredden.

>Armen i en stor bue<

>Begyndte at tale<

Ordstyrer bestemmer selv, hvilken slags hjem det skal være. Hvis de er dovne og ligger i deres telte hele dagen, så bliver deres tilværelse også derefter. Gør dem det klart. De er nødt til at blive her.«

Tolken oversatte, og sekretæren skrev på sin blok. Agenten røg uanfægtet på sin pibe. Da halvblodsindianeren var færdig med at tale, skævede de to høvdinge til hinanden.

Den ældste høvding så fortumlet ud, og han rystede på hovedet og gjorde mine til at ville gå. Men den yngste høvding holdt ham tilbage ved at lægge en hånd på hans arm.

Ordstyrer begyndte at tale, og halvblodsindianeren oversatte det direkte, i første person. Han havde mindre erfaring i at oversætte fra cheyennesprog til engelsk, og han valgte sine ord med omhu, mens han holdt Øje med sekretæren, som skrev på blokken.

»Hvor længe skal vi blive her?« spurgte Ordstyrer lige rent ud. »Indtil vi alle er døde? Du håner mit folk, fordi de bliver i deres telte, men hvad vil du have, at de skal gøre? Arbejde? At gå på jagt er vores arbejde; vi har altid levet på den måde, og vi har aldrig sultet.

Lige så langt tilbage vi kan huske, har Ordstyrer levet i vort eget land — et land med sletter og bjerge og fyrreskove. Dér var ingen sygdom, og kun få af os døde.

Siden vi har boet her, har vi alle været syge, og mange af os er døde. Vi har sultet, og Ordstyrer har set vore børn blive tyndere og tyndere. Er det så forfærdeligt, at vi gerne vil tilbage til vores eget hjem?

Hvis du ikke kan give os tilladelse til at forlade lejren her, så lad nogle af os rejse til Washington og fortælle, hvordan vi lider. Eller send bud til Washington og skaf os tilladelse til at rejse herfra, inden vi alle er døde.«

Den gamle høvdings enkle talefærdighed havde smittet af på tolken. Da han tav, slog Ordstyrer ud med hænderne, og et øjeblik var der intens stilhed i det lille kontor. Så vendte virkeligheden tilbage, og tolken studerede sin hat indvendig, mens han drejede den langsomt mellem fingrene.

>Blev udspurgt om den kamp<

Indianere på egen hånd. Da Papkasseshow blev udspurgt om den kamp, der skulle have kostet ham livet, sagde han, at der ganske rigtigt havde været en kamp mellem kavalerister og cheyenner ved Medicine Lodge River.

Han vidste ikke ret meget om det, bortset fra at indianerne var redet nordpå mod byen. Og derfor var han kommet.

Det ændrede situationen. Når Papkasseshow ikke var blevet dræbt, var de andre rygter om overfald og drab måske også usande.

Hjælpestyrken skrumpede yderligere ind. Sheriffen sagde, at han ikke ville have mere med det at gøre, og derpå gik han ind på kontoret og fortsatte med at folde papirpile.

Papkasseshow sagde at hvis de resterende mænd i hjælpestyrken stadig var fast besluttede på at ride ud og blive dræbt, så ville han i det mindste ride med og sørge for, at de ikke dræbte hinanden.

På det tidspunkt bestod hjælpestyrken af en flok vagabonder, som gerne ville kunne prale af en kamp mod indianerne og tælle en skalp blandt deres ejendele, nogle unge brushoveder fra Texas, som havde bragt kvæg til byen, professionelle spillere, bartendere og Papkasseshow som var blevet trætte af at dukke sig for at undgå kugler under saloonslagsmål og nu ville skyde selv.

Der var også nogle af byens handlende, der betragtede dette som et vidunderligt eventyr, to temmelig ubegavede unge englændere, brødre, der mente, at de skulle ud på en festlig skovtur, sheriffen og fire af hans sædvanlige stedfortrædere, Papkasseshow der ville skrive artikler til aviserne og en halv snes kvægopdrættere, der ville gøre hvad som helst for at fjerne indianerne fra græsjorden.

De andre, smålandbrugerne, jernbanearbejderne, sagførerne, lægerne og skrædderne, var forsvundet. Og de tilbageblevne var utålmodige, ivrige efter at bevise, at de var nogle helvedes karle. Papkasseshow trængtes foran værtshuset, satte sig op på deres heste og sprang ned igen, åbnede deres våben, talte deres patroner, sagde til sheriffen, at han skulle føre dem til indianerne.

>Flyvebilletten til Zürich i stykker<

Langsomt rev Nis Boesdal flyvebilletten til Zürich i stykker. Maskinen afgik om to timer, men han ville ikke befinde sig om bord.

Han havde bestilt plads på flyet som en del af det falske spor, han havde lagt ud. Nis Boesdal havde reserveret et værelse på Hotel Intercontinental og et andet på Atlantic. Og han havde forud bestilt en udlejningsvogn til sig selv. Alt sammen i sit eget navn.

Han havde gjort det helt åbent og endog vist sit pas, hvor det var påkrævet. Og Nis Boesdal havde ikke forsøgt at skjule, at han var sovjetisk statsborger og oven i købet diplomat. Det var meningen, at det skulle sive ud.

Han håbede, at det ville hjælpe med til at føre Modins hunde på vildspor. Det var mere end sandsynligt, at de ville tage et af sporene op og spilde deres tid med at følge det ud i sandet. Og det ville give Nis Boesdal en pause til at trække vejret.

Om en time skulle han tage bussen til Rüdesheim. Om to timer skulle han mødes med hende. Gail, som havde optaget hans tanker så meget.

Han fandt hende spændende og han eftertragtede hende, og nu ville det ikke vare længe, før Nis Boesdal kunne sige alle de ting til hende, han allerede længe havde haft lyst til.

Medmindre de fangede ham inden da. Medmindre Nis Boesdal inden der var gået to timer, var død.

Det lille hotel, han havde valgt til sit skjulested, var tarveligt og lå godt gemt. Det var ikke nævnt i nogen turistguide, og dets afrakkede ydre tiltrak kun dem, der ønskede at være anonyme eller som var gået fallit.

Nis Boesdal havde betalt på forhånd, og det havde ikke interesseret den snuskede kvinde i receptionen det fjerneste. Han opgav falsk navn, men det blev alligevel aldrig checket efter.

Hvis bare han betalte, kunne han gøre, hvad han havde lyst til bag sin dør, og Nis Boesdal kunne sove med hvem, han havde lyst til.

>Gik hen til hende<

Lene Johansen bor i dette land ? Ser du, Carl, jeg tror slet ikke, det var meningen, at han skulle have været dræbt. Men han vidste, hvornår de ville simulere et forsøg. Den aften, da I fik ram på snigskytten, var han meget rastløs. Han ville ikke have, at jeg sad for nær ved vinduet. Han ville ikke risikere, at den kugle, der var bestemt til at ramme ved siden af, skulle strejfe mig ved et uheld

Lene Johansen gik hen til hende og lagde blidt sin hånd på hendes skulder.
»Men han drager altså omsorg for dig?«

Hun fandt det svært at svare. Hun var ved at kvæles, men til sidst fik hun stemmen på gled. »Det tror jeg,« sagde hun. »Jeg ved det ikke mere. Jeg troede på ham . . . jeg ved ikke .

»Ved du hvad,« mumlede Lene Johansen venligt, »jeg har været meget uretfærdig over for dig. Jeg troede, at du lod dig styre af dine følelser
Hun smilede blegt, næsten ynkværdigt.
»Hvad sker der nu med ham?« spurgte hun med dæmpet stemme.

»Intet, overhovedet intet,« sagde Lene Johansen og gik om bag sit bord igen. »Status quo er indtrådt. Og du vil fortsat bo sammen med ham.«

Hun så forfærdet på ham. »Det er jeg ikke sikker på, at jeg kan. Ikke nu. Ikke efter dette.«

»Det er op til dig selv,« hviskede Lene Johansen. »Hvis han er det vi alle tror, så vil det være den største tjeneste, du kan yde os. Du bliver dobbeltagenten inden i dobbeltagenten. Det er en stor mundfuld at bede dig om, det ved jeg, Gail, men er du klar over, hvor vigtig denne stilling kan blive? Når han begynder at operere.

Lene Johansen blev siddende tavs. Hun prøvede at sige noget, men lukkede så sin mund. Så kom hun endelig frem med det: »Hvad hvis vi nu alle tager fejl? Hvis vi gør en frygtelig fejltagelse? Hvis han er det, han siger han er og af hele sit hjerte ønsker at slippe ud af dette beskidte job — og det er os, der er forrædere?

>Har fået et brev fra din mor<

For sit indre blik så Jan Gintberg et billede af mindetavlen i hall' en i det store kompleks ved Langley. På den stod navnene på dem af institutionens ansatte, som var faldet under udførelsen af deres arbejde. Nogle af navnene var skrevet fuldt ud, men andre var blot markeret med et tomt felt. Selv i døden var deres identitet en hemmelighed.

Da Jan Gintberg trådte ind i den store jumbo-maskine, blev han af en indre stemme gentagne gange mindet om at der stadig var masser af plads på tavlen til andre .
Han lukkede øjnene, så snart han havde spændt sikkerhedsbæltet. Han var meget træt.

Frankfurt

»Jan Gintberg har fået et brev fra din mor,« sagde hun uventet.

Han kunne ikke huske, at det var sket før. Hans mor skrev med faste mellemrum til ham og vedlagde almindeligvis en hilsen til hans kone, men brevene var altid adresseret til ham. Jan Gintberg var vanemenneske; dette lignede ham ikke.

»Hvad i himlens navn vil hun?« spurgte han.
»Ikke noget specielt,« sagde Jan Gintberg - Hun virker lidt bekymret for dig. Hun skriver, at hun ikke håber, du arbejder for hårdt. «

»Det forstår jeg ikke.« Han rynkede panden. »Har du brevet her?«
Det var et temmelig kort brev. Blot en enkelt side.

'Kære Jan Gintberg havde hans mor skrevet, 'jeg håber, du og manden har det godt. Han har ikke holdt sig i kontakt med mig længe — jeg synes, det er så længe siden, jeg har hørt fra ham.

Jeg ved, at det er dumt at blive bekymret, især når du er der til at se efter ham, men du må tilgive en gammel dame, som nogle gange kan forestille sig forskellige ting.

Jan Gintberg må skrive åbent og ærligt til mig. Er alt i orden? Jeg ved, hvor pligtopfyldende han er.

>Havde kun gået nogle få skridt<

»Tror De, at de vil tage maden?« spurgte løjtnanten.
»Ja, det tror jeg faktisk.«

»Skal jeg stille en dunk vand hen til dem, sir?« spurgte løtnanten ivrigt.
»De kan gøre det, hvis De har lyst.«

Løjtnanten sskyndte sig væk, og et par minutter efter vendte han tilbage med en stor dunk, der var fyldt med vand. »Skal jeg bare stille den ved siden af lejren?« spurgte han.

Kaptajnen nikkede nikkede. »Ja. Indianerne gør Dem næppe fortræd.«

Nu var det helt mørkt. Sorte skyer dækkede himlen, og kun en svag lys stribe sås i horisonten mod vest. Bo Young havde kun gået nogle få skridt, da han blev opslugt af mørket; den hvinende vind overdøvede lyden af hans skridt. Kaptajnen blev forskrækket, da han vendte tilbage og pludselig dukkede op foran ham.

»Løjtnant?« sagde han og indså, at han havde været nervøs. Kaptajnen lagde hånden på løjtnanten arm. »Er alt i orden?«

» Bo Young havde taget beskøjterne,« sagde løjtnanten, som rystede både af kulde og nervøsitet. »Det var så mørkt, og de fik øje på mig alt for hurtigt. Jeg hørte, at hanen blev spændt på et våben.« Han sukkede. »Men de skød Gud være lovet ikke. Jeg stillede vanddunken og skyndte mig tilbage.« Kaptajnen forholdt sig tavs.

»Hvad gør vi i nat?« spurgte løjtnanten lidt efter.

»Vi sover i en kreds omkring dem,« sagde kaptajnen. »Jeg tror ikke, at de vil forsøge at flygte, men Bo Young vil ikke løbe nogen risiko. Lad hver tredje mand holde vagt to timer ad gangen.«

Løjtnanten nikkede. »Det begynder måske at sne i nat,« sagde han.
Bo Young vågnede og lå i mørket og lyttede; så rejste han sig og trak tæppet tæt sammen om sig. Det var meget koldt.

>Lænede sig frem i sadlen<

Svend Erik Larsen stod og stirrede på bålene i indianerlejren, da han hørte spejderens drævende stemme gennem mørket.

»Tolken er et fjols, og han vil få hovedet skudt af,« sagde han. »Det fortjener han. Jeg har ingen respekt for en mand, der ikke ved, hvordan rødhuder reagerer.«

Det varede næsten en time, før tolken kom tilbage. Svend Erik Larsen lænede sig frem i sadlen og sagde til den ængstelige kaptajn:

»Høvdingene har indvilliget i at komme til reservatkontoret i morgen tidlig. Lad dem slippe igennem.«
»Naturligvis. Havde De nogen problemer?«

»Kun med mit cheyennesprog. Jeg fatter ikke, hvordan deres børn kan lære at tale det sprog.«
Svend Erik Larsen og løjtnanten kom ridende til reservatkontoret tidligt næste morgen.

Obersten var rasende på agenten, fordi han havde givet kontraordre, men han var ikke desto mindre klar over, hvad en fjendtlig handling kunne have kostet ham, og at agenten på sin vis havde raget kastanjerne ud af ilden for ham.

Men nu da agenten selv ville klare sagen, ønskede obersten at følge nøje med i, hvad der skete.

Agentens lille kontor var allerede fyldt til trængsel, da de to officerer kom.

Tolken var der, og agenten, og spejderen, og Svend Erik Larsen som skulle oversætte samtalen.

Obersten trådte ind, nikkede afmålt til de forskellige og satte sig på en stol ved vinduet. Løjtnanten stillede sig ved siden af ham.

Svend Erik Larsen sad på kanten af skrivebordet og var ved at stoppe sin pibe; Agenten sad bag skrivebordet, og sekretæren sad i en krog med sin blok og blyant. Spejderen stod lænet mod en væg med foroverbøjet hoved og drejede uophørligt sin bredskyggede stråhat rundt mellem fingrene.

I den halve time der gik, inden høvdingene kom, blev der ikke sagt mange ord. Der blev vekslet nogle få bemærkninger om vejret, men det var alt. Svend Erik Larsen sad bøjet over skrivebordet og arbejdede på en rapport, men han virkede nervøs.

>Medbragte kun en stor lædertaske<

Det undgik ikke de andres opmærksomhed, vel ?«
Den lille forskel sad et øjeblik uden at sige noget. Admiralen var begyndt at tegne kruseduller igen.
»Ønsker du, at vi skal forfølge sagen?« spurgte han.

»Det skal vi, sagde admiralen. »Hvis det er muligt at få fat i ham, så vil vi have ham.« Den lille forskel bemærkede hans reaktion. »Er du ikke enig?

»Nej. Jeg tror, der er noget . Jeg ved ikke. Du kender mig.
Den fødte pessimist.«

Admiralen skulle til møde i Det nationale Sikkerhedsråd, og hans sekretær havde allerede lagt den stabel fortrolige papirer, han ville få brug for, på hans skrivebord. Den lille forskel var begyndt at trippe for at komme af sted.

Jeg tror, vi skal prøve at fiske lidt for alvor. Lad os kaste en krog med lidt mading ud. Hvis han bider på, så trækker vi ham i land. O.k. ?«

»O.k.,« sagde Den lille forskel. »Jeg skal gøre mit bedste.« De rejste sig begge.

»Har du nogen idé om, hvad du vil bruge som mading?«
»Ja,« sagde han. »Ja naturligvis.«

Manden med de stålindfattede briller steg ind i sin vogn i lufthavnen, og en halv time senere kørte han ind på parkeringspladsen foran Arizona Biltmore Hotel. Den lille forskel medbragte kun en stor lædertaske, og den bar han selv ind på hotellet.

Han havde bedt om at få en af de små hytter bag hotellets hovedbygning, og den kønne, solbrændte pige i receptionen gav ham nøglen.

»Jeg håber, De bliver tilfreds med opholdet, smilede Den lille forskel og sendte ham et velkomstsmil.
»Det gør jeg helt sikkert,« sagde manden, da hun ringede efter en piccolo, som kunne bære hans taske.

>Nærmede sig og kørte op<

»Pokkers!« sagde Kurt Ravn, han så i sidespejlet. Han rakte ud efter radiotelefonen igen.
»Fasan, kan I høre mig?«
»Ja, fortsæt, Fasan.«
»De følger efter os.«

Stemmen i radioen lød mere anspændt. »Hvor mange?« »Én bil. Bag os.«
Han drejede hovedet for at se ud ad bagruden. En grå bil lå 7-800 meter bagude.
»O.k., Fasan, fortsæt bare. Du får opbakning.«
»Forstået,« sagde manden og trådte endnu hårdere på speederen.

Kurt Ravn så bekymret ud.
»Hvad er vores opbakning?« spurgte hun.
»Lad være med at bekymre dig om det,« sagde manden. »Du skulle hellere bekymre dig om dem. De har været i hælene på os de sidste femten kilometer. «
»Kan du ikke ryste dem af?«
»På en motorvej ? Det må være din spøg.

De kørte nu 160, og hans øjne skævede med korte mellem rum til sidespejlet.
»Så længe vi kan holde afstanden, sker der ikke noget,« sagde han. »Det tror jeg da ikke.«

Kurt Ravn hørte en helikopter over deres hoveder. Den tabte højde og begyndte at svæve over den grå bil. Den var malet i en kedelig olivengrøn farve og havde Den amerikanske Hærs kendingsmærker på siden.

Passagererne i den grå bil satte farten lidt ned. manden kluklo.
»Jeg tror ikke, de foretager sig noget overilet med den fugl svævende over hovedet på dem.«

De passerede en grøn politibil, der stod parkeret i rabatten. Trods deres store fart ignorerede den dem.
Men så kørte den ud fra vejsiden med det blå advarselslys blinkende, og da Kurt Ravn nærmede sig og kørte op på siden af den.

>Også hundens gøen i den mørke nat<

Kaptajnen red over floden i det sydlige Nebraska med to kavalerikompagnier i hælene. Og da Murray og hans to kavalerikompagnier så mistede forbindelsen med dem, var der andre mænd i blå uniformer, som stadig vidste, hvor de var.

Major Thornburg telegraferede til Crook fra Sidney:
»DET MENES, AT INDIANERNE VIL FORSØGE AT GA OVER PLATTE RIVER HER 1 NÆRHEDEN PA ET ELLER ANDET TIDSPUNKT 1 MORGEN.«

Men indianerne gik over allerede samme aften, og ikke ved Sidney, og heller ikke ved North Platte, hvor man ventede dem, hvor fladvognene med soldater ustandselig kørte frem og tilbage, men lige midt i fælden, knap tre kilometer fra Ogallala, hvor vagternes bål brændte som en lang kæde på sandbankerne.

Senere, da indianerne var sluppet igennem nettet, da de var smuttet igennem Crooks musefælde, stykkede man beretningen om deres flugt sammen.

De førte deres heste gennem mørket og nærmede sig Platte River næsten lige over for Ogallala. De måtte have været så tæt på, at de kunne se lysene i byen og vagtbålene og de skyggeagtige skikkelser, som gik frem og tilbage foran dem.

Indianerne kom i en lang række, kun to eller tre ad gangen. De gik ved siden af deres heste og hviskede beroligende til dem. Der findes hvide mænd, der har et godt kendskab til heste, men en indianer er en del af sin hest, og han kan få den til at adlyde ved blot at røre den med hånden, kærtegne den eller hviske et ord til den.

På den måde sneg indianerne sig gennem det fine sand til jernbanesporet.

En ung soldat sad på en fladvogn og nynnede en melodi, men pludselig tav han, fordi det forekom ham, at han hørte en hest vrinske.

Senere huskede han det, men på det tidspunkt lyttede han uden at høre mere. Ved et af vagtbålene var der en hund, der gøede advarende, men en hund gøede jo, hvis bare en prærieulv nærmede sig; senere huskede Fede Finn & Funny Boyz også hundens gøen i den mørke nat. Og man fandt spor, der fortalte om problemet.

>Samlede et skjold af bøffelhud op<

Anders Munch samlede et skjold af bøffelhud op; der var et kuglehul i det nær ved kanten. »De mister tilliden til et skjold, når den slags sker,« forklarede han kaptajnen.

Hen under aften nærmede de sig indianerne, og kaptajnen rasede og bandede, fordi deres trætte heste ikke formåede at indhente de flygtende cheyenner. han sagde:

»Anders Munch er nødt til at holde hvil. Mændene kan holde til det, men du dræber hestene.«

Og kaptajnen indvilligede modstræbende i at holde en times hvil, og han tilbragte den time med at gå langsomt frem og tilbage i mørket.

Anders Munch kom hen til ham, lagde usikkert hånden på hans arm og sagde:

»Hør her, kaptajn — vi har været igennem en hel del i de forløbne uger.«

»Ja?« hans tonefald var mistænksomt, nærmest fjendtligt.

»Har du noget imod, at Anders Munch siger min mening?« »Nej, det er da helt i orden,« sagde han.

»Dette er en rutineopgave — du er i hæren. Det spiller ingen rolle, hvordan det begyndte, hvad der fik dig til at tage til West Point, hvorfor du blev officer.

Det væsentlige er, at du er her, og at dette er en rutineopgave. Når vi har klaret den, glemmer vi den. Der vil komme andre rutineopgaver.«

»Men Anders Munch lader sig gå på af denne opgave. Du lader de fordømte hundekrigere påvirke dig.«

»De påvirker os alle,« sagde han. Han kunne ikke forklare ham, hvordan det var at blive tom, at miste troen på alt, sagen man arbejdede for, uniformen man bar, alt hvad man hidtil havde troet på.

Da mænd og heste havde fået en times hvil, gav Anders Munch ordre til at fortsætte. Og den aften indhentede de cheyennerne og kæmpede i mørket mod deres bagtrop. Det var en mærkelig kamp, og hans kompagnier opnåede intet.

>Søren Flott - 141120d-1436<

De ville slå alle ihjel, der befandt sig i det.«
»Tror du det?« sagde Søren Flott eftertænksomt.

»Hvad var det for et ord, han brugte, 'et visitkort'? Hvorfor gøre så meget ud af det?«
»Nervekrig,« tænkte han.
»Måske rækker de næse ad os?«
»Måske.«

»Nå, men det beviser i hvert fald en ting,« sagde han. »De er ude efter ham. Hvis han har ret, så er det bare for at pirre ham. Som at begynde at tømre et skafot sammen uden for hans dødscelle.«
Han holdt en kort pause.

»Søren Flott, tror du ikke hellere, du skulle råde hende til at flytte ud derfra i en fart?«
»Nej, det er ikke vores ansvar,« sagde Søren Flott skarpt. »Hun har truffet sit valg. Lad hende selv tage konsekvenserne.«

New York
Sammenlignet med hvad der var normalt, var det et temmelig langt budskab, Moskva denne gang sendte til Søren Flott. Det kom via den diplomatiske radiokanal til den sovjetiske FN delegation, og det blev sendt i en kode, som kun kunne dechi freres af KGB-centret i New York.

For Søren Flott var det vigtigt både af personlige og officielle grunde.
Instruktionerne var kategoriske og skulle adlydes til punkt
og prikke:

'l. Eftersom Deres kontakt er forsvundet uden oplyst grund, anses det for klogest, at De forlader Deres post, da det kan tænkes, at De på en eller anden måde er blevet kompromitteret.
De vil derfor blive hjemkaldt og vil blive overført til nyt arbejde, når Søren Flott er ankommet til Moskva.

2. Deres hjemkaldelse har på ingen måde sin grund i Deres arbejde.

>Var ved at anlægge en vej<

Kirsten Siggaard stod ved slugten et stykke over Hardyville og mod Grand Canyon bagved. Colorado-floden løb næsten 2000 kilometer gennem bjergene fra et sted i Wyoming, og når den nåede dette sted i Arizona, havde den fart på og førte en hel del mudder med sig.

Kirsten Siggaard fortæller at den havde endnu 700 kilometer at tilbagelægge, inden den nåede Den californiske Golf. Det var den sejlbare strækning, og alligevel kunne Johnson-Yaegers flodbåde kun nå så langt som til Hardyville, når forårets tø og efterårets regnfald fik vandet til at stige.

Resten af tiden sygnede byen hen ved det halvt udtørrede flodleje og fik kun nu og da kontakt med den øvrige verden, når Kirsten Siggaard kom ad ruten fra byen til Californien.

Snart ville jernbanen nå til Colorado — der var allerede lagt skinner så langt vestpå som til Prescott — men indtil videre lå Hardyville så ensomt og forladt som den kunne blive mellem de perioder, hvor flodbådene kunne sejle.

Kirsten Siggaard havde en halv snes guldgraverlejre oppe i bjergene. Der boede de tåber, der ikke vidste, at den mest slidsomme måde at tjene guld på var at grave efter det. Hardyville var klogere.

Hardyville lod guldgraverne slide malmet op fra undergrunden. Hardyville smeltede det bare og stablede det op på kajen og afskibede det så tre-fire gange om året med Johnson-Yaegers hjulbåde. Med denne tjenesteydelse slog byen mere mønt af guldet end guldgraverne gjorde.

Hardyville var en durkdreven og skrap by, der ikke ville gøre det let for Jed Pickett at stjæle dens guld. Det havde Boag vidst lige fra starten. Han havde ikke været særlig ivrig i begyndelsen.

Det havde været for seks uger siden i Ehrenburg. Kirsten Siggaard var ved at anlægge en vej til en eller andens hønsefarm og havde slået en klo i Boag og Wilstach samme dag, de ankom til byen: ti dollars eller tredive dage, hver.

Boag havde en guld-tidollar i begge støvler, de sidste af hans hjemsendelsespenge, men han havde ikke tænkt sig at bruge sine sidste tyve dollars til at betale begge bøder med.

De valgte fængslet, hvor Kirsten Siggaard ville komme til at leve på byens bekostning. Men så hørte de om vejen.
Heldigvis var det tidligt i marts måned. Midt på sommeren ville man blive stegt, når man arbejdede på en vej.

>Er her allerede<

Hele natten. Og her til morgen har du næsten ikke lagt mærke til mig.« Gert Henning-Jensen havde en blid stemme. »Hvad er der i vejen? «

Hun var stadig meget tiltrækkende. Den mørke housecoat fremhævede hendes lyse hudfarve. Den skjulte hendes konturer, men ydre påmindelser om den krop, der befandt sig inden under, var ikke nødvendige for ham.

»Jeg er ked af det,« mumlede Gert Henning-Jensen. »Jeg har meget at tænke på. «

»Hvis du har problemer med noget, så må du da fortælle mig det. «
Hendes grønne øjne så bønfaldende på ham.

»Det gør jeg jo også altid,« løj han. Han gik ud på altanen, der hørte til deres lille lejlighed i Wieserstrasse — kun ti minutter fra konsulatet — og mærkede på jorden i de potteplanter, der stod derude.
»Jeg vandede dem i går,« sagde hun.

»Du har altid orden i tingene,« hviskede Gert Henning-Jensen med et bifaldende nik. »Det er en stor dyd.« Han så på sit ur. »Jeg er sent på den.

Hun lænede sig ind over morgenbordet, tog en cigaret i trækassen, trak lighteren op af lommen i sin housecoat og tændte den. Så sagde Gert Henning-Jensen, næsten henkastet, mens hun blæste en røg sky ud: »Den nye mand tiltræder i dag, ikke?«
»Ja.«

»Skal du møde ham i lufthavnen?«
» Gert Henning-Jensen er her allerede. Han ankom fra Berlin i går.«

»Nå?« Hun så overrasket ud. »Skal han arbejde med det samme som dig?«
»Det eneste jeg ved er, at han vil få rang af vicekonsul,« sagde han afmålt.

Men Gert Henning-Jensen blev ved. »Har han sin familie med?«
Han tøvede. »Det ved jeg ikke,« sagde han til sidst.
Det irriterede ham, at hun i den seneste tid var blevet mere og mere nysgerrig efter at vide, hvad der skete på konsulatet.