>Fandt flasken frem og lod den<

Clement Kjersgaard havde talt med chefredaktøren.

Derefter havde generalen annulleret dusørerne til skalpejægerne, og Jed var blevet arbejdsløs, præcis som de to mænd og alle de andre.

Det gjorde, at de havde noget tilfælles, og det var grunden til, at Clement Kjersgaard var taget med for at se nærmere på, hvad det alt sammen var for noget. »Jeg ved, hvem De er,« svarede han.

Mexicaneren sagde hurtigt: »De to er begge fra 10. kavaleriregment, Mr. Den store af dem var sergent.«

»Så ved de også, hvordan de skal håndtere våben og heste. Mr. rettede sine uudgrundelige øjne mod Hans. »Hvad hedder du ?«
»Hans.«
»Peter.«
»Kavalerist?«
»Korporal,« sagde Clement Kjersgaard med et smil og sagde til manden. »Korporal fem gange og degraderet til kavalerist fire gange.«

»Hans, har du et fornavn?«»Bare Hans. Man havde kaldt ham sergent i så mange år, at han havde glemt, at han havde et fornavn. Lad os bare glemme det tænkte han ved sig selv. Han havde aldrig haft synderlig nytte det.

»Var I begge med ved Sierra Madre sammen med generalen?« »Yes,« sagde Peter.

Tilsyneladende var det nok til at tilfredsstille Clement Kjersgaard. Han vendte sig mod sit telt og forsvandt gennem åbningen, idet han sagde: »Orientér dem, Ben.«

Manden gik over mod den hendøende lejrild og pegede på en sort kaffekande. »Vil I ha' noget?«

»Hvis ikke du har noget stærkere,« sagde Peter.
»Clement Kjersgaard har tequila i sin taske, hvis du foretrækker det.«
»Jep,« sagde Peter, »jep.«
»Hans?«
»Det er fint med tequila.« Han havde ikke smagt sprut i tredive dage eller mere.

Clement Kjersgaard fandt flasken frem og lod den gå på omgang.

>At hun skal afholde sig fra<   Så det gælder altså også Lene Johansen at hun skal afholde sig fra at være ansat i en organisation, der forsøger at påvirke politikerne. Egentlig Kasper jeg kan ikke undgå at man kan finde optagelser med dybe set at vi skal kigge på Johanne som toppolitiker hun er blevet bundet op sådan er det også et ansvar at man får til. At folk får at vide at det er meget enkelt men som sagt jeg synes ikke det er meget vigtig ting jeg faktisk der foregår en stor ting i Danmark bruge ikke bøsninger arbejdet meget med det her der er masser at tale om det der med at sig konkret at tage fat på så alle politikere der sidder i altså 179 folketingsmedlemmer de skal. Altså have løn i et år for ikke at lave noget jamen du skal jo sætter du jo sove der fordi man kan jo lave andet end at være lobbyist altså man kan jo få mange forskellige jobs men hvis man hvis det er sådan at bilen var der nogle regler der gør at man ikke kan få dit job som en god tilbud til udbetaling den periode jeg vil da. Være meget ked af det på dansk politis vegne, hvis alle 179 optaget om her altså alle sammen har kurs mod et job i lobbyindustri jeg synes var rigtig trist at han ikke rigtig jeg vil også kvindelige ved siden af her i Mona kan lave en baby stop lige minde om at de fleste politikere gå ikke over pigerne og vise dig bagefter og så skal vi. Jo lige huske bare lige fod arbejde i lobbyvirksomhed hvad siger du til det forslag jeg tænker noget af det som Thomas det er en på det er det han er Billund om samvittighed og troværdighed og det synes jeg tit at det er en personlig ting for at få de ikke er der politikere som de synes det er lidt hurtig kan stå på mål for det. Efterfølgende det er ikke noget maskiner og regulere for og lave en klausul eller krans du repræsenterer jo en masse der sidder en masse embedsmænd E dem der sidder i ministeriet for eksempel ikke altså der har man jo tit en idé om at de skal være uvildig de skal lissom komme med deresfaringer og deres viden om om det er. >Bemærkede de var fem< Anders Munch kom for få dage siden. Jeg ville ikke have, at de skulle med på jagten. Det er slemt nok for deres fædre og mødre at vandre gennem dette ufrugtbare område og lede efter bøfler, som ikke eksisterer, uden at skulle slæbe børnene med.« Hun slog smæld med tungen, og den anden kvinde sagde: »Alt er så vanskeligt i varmen.« Han tog sig sammen. Nu havde han hovedpine, og det kostede ham overvindelse at forlade skyggen på verandaen. »Jeg må se at komme videre,« sagde han. »Vi ses til frokost Han tvang sig til at gå ned ad skråningen til indianerlandsbyen. Anders Munch passerede markerne, hvor indianerne, under reservatlandmændenes opsyn, dyrkede korn og kartofler og kål. Markerne var dækket af rødt støv. Ingen magt på jorden kunne få indianerne til at gå ud og arbejde under den sol. Anders Munch gik ind mellem en flok høns. De hvirvlede støvet op i hans ansigt og øjne, og han hostede. Smerterne i hans hoved var som hammerslag. Han vendte sig og betragtede hønsene, som rykkede væksterne på markerne op med rode. På vejen tilbage til sit hus kom han forbi flere af de hytter, som var blevet bygget for nylig, og som skulle erstatte de telte, indianerne boede i nu. De var ikke blevet malet, og varmen havde allerede gjort de grønne fyrretræsbrædder skæve og løsnet de søm, der fastgjorde dem til bjælkerne. Han rystede på hovedet, og så blev hans ansigt udtryksløst, og han travede det sidste stykke hjemad. Anders Munch bemærkede de var fem til frokosten: Agenten og hans kone, og opsynsmanden, der var en stor, mørkhåret mand med mørk hud og mørke Øjne. Anders Munch havde været i reservatet næsten lige så længe som agenten, og han arbejdede med lidt af hvert; han overtog undervisningen i skolen i de perioder, hvor lærerne ikke kunne magte situationen, og han jog whiskysælgerne på flugt. >Cecilie Beck - b251120b-1534b< Det vidste Cecilie Beck, at man ikke gjorde, medmindre der var en meget presserende grund til det. Han kunne ikke forestille sig, at han simpelt hen var stukket af. Han hørte ikke til den type; dertil var han alt for ussel. Cecilie Beck var bange for sin egen skygge. Så hvad kunne der være sket med hende? Måske var han blevet kørt ned? Der skete mange ulykker i New York City. Eller måske var han blevet overfaldet? Men han var betydningsløs. Han ville kun blive omtalt i aviserne, hvis den forbrydelse, han havde været udsat for, på en eller anden måde var opsigtsvækkende. Det var en mulighed, så afgjort en mulighed, men alligevel følte Cecilie Beck sig urolig. Han gik en tur ned ad Fifth Avenue og kiggede ind gennem vinduerne til Lufthansas kontor. Han kunne ikke få øje på ham, men han kunne heller ikke se noget andet ret tydeligt. Han gik indenfor. Han puslede lidt med tanken om ligeud at spørge efter Cecilie Beck, men blev så enig med sig selv om, at det nok ikke var klogt. Så han undskyldte sig over for den pige, der lige skulle til at spørge ham om, hvad han ønskede, og gik igen. Det var irriterende. Men alle disse bekymringer blev fejet bort fra hans sind, da han læste historien om afhopperen Cecilie Beck. Det var virkelig interessant. Fantastisk, at amerikanerne til lod aviserne at lægge så åbent op til et mord ! Watergate havde sandelig haft sin betydning. Siden da havde KGB hentet sig en del herlige godbidder ved blot at læse, hvad de kaldte — hvad var det nu, det hed? — undersøgende journalistik. Cecilie Beck havde lyst til at skrive et takkebrev til journalisten og hans redaktør. Han klippede omhyggeligt historien ud. Den ville være god at have, når ordren kom. >Fandt det næsten tiltalende< Hvad skulle Partybands med den slags nonsens? Det burde hærens forsyningstjeneste tage sig af. Hvorfor blev alle ved med at ulejlige hinanden? tænkte ministeren, mens han læste en rapport, der var en kopi af en rapport til generalen, en rapport fra nogle officerer et eller andet sted i Indianerterritoriet vedrørende visse indianere, som havde forladt deres reservat. Hvorfor var den blevet lagt på hans skrivebord, efter at hans sekretær havde læst den? Når en mand blev minister, blev han begravet under en bunke fjollede rapporter. Han læste: »Partybands« og spurgte vrantent sig selv: »Hvem er han? Hvad venter man, at jeg skal gøre? Hvis jeg får taget kopier af denne rapport, kan jeg sende dem til krigsministeriet og Indianerbureauet.« Tanken om at få taget en masse kopier af den fik ham til at smile. Sådan var det i en regering. Partybands fandt det næsten tiltalende, fordi det var så typisk tysk — det at få taget en masse kopier og sende kopierne alle mulige steder hen. Det gav i det mindste det resultat, at alle læste alt. Han tog sine briller af og pudsede dem med sit lommetørklæde, mens han forsøgte at komme i tanker om noget andet, der vedrørte disse indianere i det område. Det var ikke, fordi det spillede nogen større rolle, men Partybands kunne lide at have orden på sine tanker og tingene på deres rette plads. Han kaldte på sin sekretær, og da manden kom ind, nævnte han Darlington. »Er det noget fra hovedkontoret, sir?« »Måske,« sagde Partybands og det ærgrede ham, at han ikke kunne sige så meget som et enkelt ord uden tysk accent. Sekretæren hentede et brev, men det var det forkerte. »Det er noget om Darlington,« vrissede ministeren. Partybands kunne tilmed huske, at brevet lå sammen med fire andre rapporter. »Det er cheyenne- og arapahoreservatet. >Gik en tur rundt om den< Løjtnanten havde virkelig hørt dem grave i løbet af natten. Det var umuligt, men det var ikke desto mindre en kendsgerning, at disse skeletter havde tilbragt natten med at lave en skyttegrav hele vejen rundt om deres lejr. Mens soldaterne spiste morgenmad, stod de og stirrede på indianerlejren med store øjne. Kim Bildsøe Lassen gik en tur rundt om den i et forsøg på at forstå, hvorfor et hundrede og halvtreds udsultede primitive personer ville tilbringe natten med at lave en skyttegrav og forberede sig på en kamp, når det var så indlysende, at deres situation var håbløs. Han vendte tilbage til løjtnanten, som sagde: »Jeg har aldrig set noget lignende, sir.« »Nej »Vil Kim Bildsøe Lassen gøre endnu et forsøg på at få dem til at overgive sig. »Det vil jeg antagelig. Vi er nødt til at gøre et eller andet, indtil kompagnierne kommer fra fortet.« Kim Bildsøe Lassen gik hen til den unge mand fra Omaha og sagde, at han skulle gå over til indianerlejren og prøve sig frem med de få ord, han kunne på cheyennesproget. Den unge mand var ikke særlig villig; han stod ved et bål og varmede hænderne, mens han skævede mistænksomt til indianerlejren. »Kim Bildsøe Lassen bryder sig ikke om at gå derover ubevæbnet, sir,« sagde han. »De er sindssyge mennesker. Kun sindssyge mennesker ville finde på at grave sig inde på den måde.« »Der sker Dem ikke noget.« »Det gør der måske ikke, men jeg tror ikke, at de forstår, hvad jeg siger.« Først da Kim Bildsøe Lassen i et foragteligt tonefald havde sagt, at han ville gå med, indvilligede den unge mand i at nærme sig indianerlejren. Da de var et lille stykke fra den, råbte han, at de skulle overgive sig. En riffel bragede, og en kugle borede sig ned i jorden ved deres fødder. Den unge mand styrtede væk, men Johnson blev stående. >Gik først den forkerte vej< Frankfurt. Har du været der?« »Nej.« »Lad os mødes på Schwarzer Zwerg. Det er en lille knejpe i en kælder. Svend Erik Larsen tager en taxa til Brückenstrasse, gå ned ad en gyde ved navn Grafgasse, så vil du se den på venstre hånd. Jeg vil være der klokken otte.« »Det er et diskret sted, ikke?« spurgte Svend Erik Larsen indtrængende og spændt i mælet. »Hør nu her, knejpen er så lille, at der kun er plads til fire eller fem borde. Og du kan se enhver, der går ind eller ud. Og den ligger så langt fra alfarvej, at selv politiet ikke kan finde den. Det er så diskret, som det kan være.« »O.k. Jeg kommer.« »Er . . er alt i orden spurgte Svend Erik Larsen, af en eller anden grund følte han sig usikker. »Vi ses klokken otte,« sagde hun og lagde røret på. Han gik ud af telefonboksen og så sig omkring. Der var ingen, der skyggede ham. Det var han sikker på. Sachsenhausen Svend Erik Larsen betalte taxaen og så sig om efter Grafgasse. Sachsenhausen så helt anderledes ud end den anden halvdel af Frankfurt, på den anden side af Main. Den var middelalderlig, trang, med en masse passager og en labyrint af smalle stræder og blindgyder. Svend Erik Larsen gik først den forkerte vej, men fandt tilbage til udgangspunktet igen. Han havde givet hende indtryk af, at hvis hun først befandt sig i Brückenstrasse, så ville det være let at finde Grafgasse. Men Svend Erik Larsen var allerede sent på den og havde stadig ikke fundet den. Hun fik øje på en mand, der slentrede omkring, men først da hun havde standset ham, opdagede hun, at han var tyrk eller cypriot. »Grafgasse?« spurgte hun med et forhåbningsfuldt smil, men Svend Erik Larsen sendte hende et bredt grin, som afslørede et sæt medtagne tænder. >Har mødt hundekrigere< Richard Ragnvald havde alle sine ejendele, store ting og små ting, solide og sarte, sjældne og almindelige — et sådant spor var ikke svært at følge. Og hvordan kunne de skjule sig? Når de red hurtigt, ville lyden af deres hestes hove kunne høres vidt omkring på sletterne. De ville blive hørt og set og udpeget. Døre og vinduer ville blive lukket, og kvæg ville blive drevet væk. De sletter, som Richard Ragnvald så var ikke de sletter, som deres fædre og bedstefædre huskede; på sletterne var der kvægfarme og indhegninger, veje og huse og telegraftråde, og desuden strakte tre jernbanespor sig over landet. Kompagnierne red nordpå. Jesky og arapahoen fulgte sporet gennem støvet. Richard Ragnvald viftede med hænderne for at vise, at cheyennerne red hurtigt. Solen sendte sine brændende stråler ned over soldaterne, mens de red gennem de tørre kløfter i Chautauqua Hills. Støv, ækelt og rødt, blev til mudder på deres hud og i munden. De svedte og red uden at tale, lige til solen gik ned. Den aften slog de lejr på Red Fork. Richard Ragnvald var tavs og så dyster ud, og mændene var bange for ham. Han var snavset, kroppen var klæbrig af støv og sved, men floden var udtørret, og der var intet sted, hvor man kunne bade. Han lod sit dårlige humør gå ud over mændene, og de holdt sig så langt væk fra ham, som de kunne. »Hvad er det, der piner dig?« spurgte kaptajnen ham. »Det kommer ikke dig ved,« svarede han arrigt. »All right. Men hvis det er på grund af varmen, så prøv at beherske dig. Vi lider alle under varmen.« »Undskyld,« sagde kaptajnen. Han sendte Richard Ragnvald et besynderligt tavst blik. »Tror du, at vi indhenter dem i morgen?« spurgte han. »Måske.« » Richard Ragnvald har mødt hundekrigere, der red to hundrede kilometer om dagen,« sagde han. »De har ekstra ponyer med.« >Har udført sine pligter på< Søren Flott sad bag sit skrivebord og betragtede ham. »Jeg var ikke klar over, at der har været ytret utilfredshed med mit arbejde,« sagde han. Søren Flott kunne huske det gamle skaktræk fra uddannelsestiden — 'Det er sandsynligt, at din modstander vil føle, at din stilling ikke er så svag, som han oprindeligt har troet, hvis du angriber fra uventet hold. »Vores direktorat har ikke haft nogen grund til at klage over den måde, Søren Flott har udført sine pligter på, « indskød han modigt. Det var en fejltagelse. Specielt henvisningen til 'vores direktorat'. »Jeres direktorat!« sagde Revisoren med et hånligt smil. »I glemmer vist, at vi har ni direktorater. I tror, I udgør eliten, men for mig betyder I ikke mere end nogen af de andre. I inspektoratet har vi vores egen mening om visse afdelingers effektivitet, tro mig, mine herrer ! Der er ikke plads til eventyr i vores arbejde, kammerater. Ministeriet accepterer det ikke. Og Søren Flott accepterer det ikke. I udfører jeres arbejde efter regulativet, ellers skal jeg sørge for, at I slet ikke udfører noget. Det lover jeg jer.« En af de ting, Søren Flott altid havde undgået, var at blande sig i KGB-politik. Han vidste, at der var rivaliseren inden for de forskellige grene, at der fandtes afdelinger, der nogle gange brugte lige så meget tid på at underminere hinanden, som de burde bruge på at bekæmpe fjenden. Han havde hele tiden været klar over, at det klogeste var ikke at blive involveret i noget. Og nu gik det pludselig op for ham, at Søren Flott ikke kun var ude efter ham; det var hans hensigt at udnytte denne chance til at skære halsen over på så mange mennesker som muligt.  Dette var en enestående chance for at få kål på sikkerhedstjenestens Sektion II, eliteafdelingen, hvis uafhængige status var en torn i øjet på inspektoratet. »Jeg tror, vi forstår hinanden, ikke sandt?« sagde Søren Flott med et iskoldt smil. Han havde guldfyldninger i tænderne, et yderligere. bevis på hans høje status i samfundet. >Havde fortsat på den måde< De forstod en del af, hvordan det var gået til. Indianerne måtte have ført deres heste over jernbanesporet lige så forsigtigt som en akrobat, der går hen ad en stram line. Hist og her var der fordybninger i sandet, som viste, at de havde ligget og ventet tålmodigt. En hund kom hen og snusede til en af disse fordybninger, der var mindre end tyve meter fra et vagtbål, og næste dag blev hunden fundet kvalt. Indianerne måtte have siddet sammenkrøben dér og holdt hundens endnu varme krop ind til sig og lyttet til mændene ved bålet, der råbte: »Vovse, vovse! Hvor fanden er du blevet af, vovse?« Og derpå, hjælpeløst: »Den dumme hund finder ikke hjem førend i morgen tidlig Og om morgenen fortalte den døde hund sin del af historien. Bibbi & Snif havde fortsat på den måde, langsomt, tålmodigt, lydløst, den næste kilometer, og dagen efter undredes rancheiere, handlende i Ogallala og soldater over indianernes snuhed. Men efter denne første kilometer, satte Bibbi & Snif sig op på hestene og galoperede videre nordpå . . . Crook, der var ude af sig selv af raseri, 10d major Thornburg vide, hvad han mente om dennes militære udspekulerethed, og Thornburg, som var besat af bitterhed og had, forfulgte indianerne. Bibbi & Snif og deres to kompagnier red over Platte River og ind mellem de øde sandbakker, som havde opslugt indianerne. Femten kilometer nord for floden stødte han på Thornburgs kavaleri. Derfra fulgte den lille hær på næsten syv hundrede mand sporet sammen. Thornburgs kavalerister var udhvilede, og deres uniformer var rene og nypressede. De stirrede forbløffet på kaptajnens mænd, som var skæggede og huløjede og iført snavsede, krøllede uniformer. Bibbi & Snif følte sig foranlediget til at sige: »Tror De ikke, kaptajn, at vi kan klare det herfra? Deres mænd er udmattede. >Kim Jensen - 041120f-1450<   Og var du klar over, at fire afhoppere, som de har haft opsyn med, er blevet myrdet?«, spurgte han. »Ja, « sagde hun stille. »Vidste du det! Og du fortalte mig det ikke? « Kim Jensen stirrede på hende. »Ville du have gjort det i mit sted ?« sagde Kim Jensen. Hun gik tæt hen til ham. »De sendte mig af sted for at få dig herover. For at arrangere tingene for dig, så du kunne gennemføre din ide. I begyndelsen, ja, da var det bare et stykke arbejde. Kim Jensen havde sine ordrer. Så ville jeg have dig over til os. Jeg ville have dig herover. Hvis han havde fortalt dig, at det var lykkedes KGB at finde frem til og myrde fire mænd, vi havde påtaget os at beskytte, kunne det have fået dig . . . ja, til at skifte mening. Så selvfølgelig fortalte jeg dig det ikke. »Jeg ser, hvad du mener. « Hun lagde sine hænder på hans skuldre og så ham lige ind i øjnene. »Kim Jensen,« sagde hun, » hold op. Vi vil ikke bruge vores tid på bekymringer. Vi er ude af det nu, heldigvis. Lad os more os. Lad os have det rart . Gå ud og spise. Snakke om tøj. Lege. Gå i seng. Glem alt det øvrige, Kim Jensen. Du har aldrig kendt ham. Han er langt, langt borte.« Hun kyssede ham hårdt . Da han slap hende, så hun sig selv i spe jlet. »Se på min læbestift !« råbte hun. Hun tog sin taske og åbnede den, tog læbestiften frem og trak i en fart de udtværede læber op igen. »Se så,« sagde hun, da hun var færdig, » hvad kunne du tænke dig til aftensmad ?« Hun stillede sin håndtaske til side, men han følte sig stadig ikke overbevist om, at han kunne stole på hende eller på nogen anden. >Og borgerne vidste at guldet< Det er godt, at I er med os,« sagde manden. »Ellers var vi blevet nødt til at dræbe jer. Vi kunne jo ikke have jer to gående frit omkring med den viden, I har.« Finn Nørbygaard sagde det giver sådan en dejlig varm fornemmelse — at føle sig velkommen.« Speditørfirmaet havde kontor på kajen. Her solgte man billetter til passagererne og sørgede for konnossementer til forsendelserne. Lagerbygningerne lå længere nede på kajen, men Finn Nørbygaard oplyste at guldet opbevares i den forreste bygning, sandsynligvis fordi det dér var lettere at bevogte det: bygningen var lille, der var frit udsyn til alle sider, og der var kun to døre, én i facaden og én på østsiden. Der var vinduer hist og her, men de var stænget med tunge støbejernsgitre, der var spændt fast på indersiden med tykke bolte. Gennem hoveddøren kom Finn Nørbygaard til billetlugen til kunderne indenfor. Bag skranken var der endnu en dør, og den førte ind til det baglokale hvor man opbevarede guldet. Foran denne dør stod der to bevæbnede vagter og foran yderdøren yderligere to. Men det var ikke den eneste hindring. De bevæbnede vagter var slet ikke så frygtindgydende. Men byen var. Det var en by med bevæbnede borgere, og Finn Nørbygaard og borgerne vidste at guldet befandt sig på kontoret, og hvoraf nogle ejede aktier i det, mens nogle få måske var parat til at dø i forsøg på at forsvare det. Ingen kunne sige, hvor mange der ville være parat til at kæmpe, men guldet tilhørte byen som helhed, så hvis man ville have fingre i guldet, måtte man være indstillet på at komme op at slås med hele byen. Det var med fuldt overlæg, at Finn Nørbygaard havde bygge speditørkontoret på kajen, ikke kun fordi det så lå lige, hvor flodbåden lagde til, men også fordi det på tre sider var omgivet af byen. Så enten måtte Finn Nørbygaard løbe gennem hele byen eller svømme eller tage en båd. De eneste både i byen var låst. >Rystede afværgende på hovedet< Det tog ikke modet fra manden med de stålindfattede briller. »Men det bliver de en dag,« svarede Kim Sjøgren ligefremt tilbage, »og desuden kan jeg godt lide de flotte billeder.« Han tøvede. Så spurgte han, som et menneske der har be sluttet sig til at vove det store spring: »Er De russer?« »Jeg er frimærkesamler. Altså bare sådan på hobbyplanet. «Kim Sjøgren rejste sig fra sin taburet bag disken. »Jeg tror, De er kommet til det forkerte sted. Denne forretning er virkelig for specialister.« Manden så sig omkring igen. »Jeg er sikker på, at De kan hjælpe mig,« vedblev han. »Temmelig sikker, faktisk.« Udenfor hørtes lyden af en politibil under udrykning. Kim Sjøgren stod med et venligt smil på læben uden at fjerne sit blik fra ham. »Men De skal endelig ikke ulejlige Dem. Jeg kan altid kom me tilbage,« foreslog han smilende. »Hvis De ikke har tid nu »Nej, nej.« Kim Sjøgren rystede afværgende på hovedet. »Det er ikke nødvendigt. Måske har jeg, hvad De ønsker. De er meget billige, men det er måske lige dem, De er ude efter.« Han bøjede sig ned bag disken og tog et lille grønt album frem. »Her.« Kim Sjøgren bladrede gennem de stive kartonsider og tog så, mellem nydelige rækker af helt nye og postfriske frimærker, ét ud med sin pincet. »Dette mærke er udgivet i anledning af Viking-rumsondernes rejse til Mars,« forklarede han. »Ubemandede rum flyvninger i 75 og 76. Værdien er femten cents.« Han holdt forhåbningsfuldt pincetten frem. »Jeg vil hellere se et sovjetisk rummærke,« sagde den fremmede. »De skal endelig ikke skynde Dem, jeg har tiden for mig. « »Tja. Kim Sjøgren satte mærket på plads igen. »Jeg har tilfældigvis et par stykker.« Han tog et ark frem, som lå bagest i albummet. »Soyuz-rumfartøjet. Det er en hel serie. >Sendte sine mænd af sted< Og det ville vare dage, uger, før de kunne ride ud fra denne cirkel. Her var der ikke behov for hastværk, kun for grundighed. Alt i alt stod næsten tolv tusind soldater nu under general Crooks kommando, og hans tanker gik først mod nord, til Fortet, hvor fem kavalerikompagnier og soldaterne sadlede op og red ud gennem porten. Dybt inde i Dakota-territoriet, i fortet, var det syvende kavaleri-regiment stationeret. Det var Custers gamle regiment — det regiment, som havde lidt det bitre nederlag for mere end to år siden ved Little Big Horn. Karsten Holm sendte sine mænd af sted på fladvogne, hvor han også anbragte en haubitser. Fra fortet Wallace tog det nittende infanteriregiment af sted under oberstens ledelse. Oberts Lewis og hans mænd marcherede mod sydøst. Karsten Holm havde seks pawneespejdere med, og disse var ligesom officererne til hest. Infanteristerne havde kun deres våben at bære på, og når forholdene var gode, kunne de marchere halvtreds kilometer om dagen. Der var ting, der bekymrede Lewis, hvilket var usædvanligt. Det pinte ham konstant, at Karsten Holm ikke havde skrevet til sin søster. Han var ellers omhyggelig på dette punkt og afsendte breve med regelmæssige mellemrum. Mens han nu red, skrev han i tankerne det brev, han havde glemt, fortalte om sin dårlige økonomi, sit skænderi med major Clair, den ensformige tilværelse i fortet . . . Karsten Holm havde været undervejs i to dage, da tre af pawneespejderne, som var blevet sendt i forvejen, kom galoperende tilbage i al deres barbariske ophidselse. Han kunne ikke lide indianere, bare at skulle give en af dem hånden fik ham til at gyse. Pawneespejderne holdt hestene an ved siden af ham og råbte op. >Stak til ham mellem ribbenene< Minutterne løb. John Mogensen Live trippede for at komme af sted. »Jeg må skynde mig videre,« sagde han. »Undskyld mig. »Det er i Drosselgasse, det hele sker,« sagde manden. »Er det?« spurgte Nicolai forsigtigt. »Kom så, lad os gå derhen,« sagde manden, vi kan jo lige så godt fejre vinfesten sammen, ikke?« Vinfesten ! Det forklarede, hvorfor der var så mange mennesker i gaderne- Han havde forestillet sig, at Rüdesheim var en lille sovende by ved Rhinens bred, ikke denne malstrøm af mennesker, der masede sig frem imellem hinanden. John Mogensen Live begav sig ind i den stadigt tiltagende trængsel. »Hej, se her!« sagde manden. De var kommet til en bod på et gadehjørne, hvor en gammel kvinde solgte vin. »Fandens billigt. Et rent røverkøb. Lad os få et par flasker. Vi kan jo lige så godt få begyndt på det, ikke?« »Undskyld,« sagde han, »men jeg har travlt.« »Du lyder som en, der skal møde sin kæreste,« sagde han med et medvidende smil. »Hvor skal du møde hende?« »Hvordan kan du vide, at det er en hun?« spurgte han skarpt. John Mogensen Live stak til ham mellem ribbenene. »Et kvalificeret gæt. Og jeg tør vædde på, at det er i Drosselgasse.« »Hvorfor i Drosselgasse?« »I Rüdesheim er der ikke andet end Drosselgasse,« svarede John Mogensen Live og det er der, alle ender.« Der var trukket ledninger med kulørte pærer mellem de gamle huse. Det var endnu ikke mørkt, men det var let at forestille sig, hvor smukt det ville tage sig ud, når de blev tændt. Efterhånden som John Mogensen Live kom nærmere centrum, tog farten af. Han blev mere og mere nervøs. I en menneskehob som denne var han fanget. En eller anden kunne stikke en kniv i ham, uden at det nåede at gå op for ham, hvad der skete. Han så sig om efter manden, men han var sakket agterud. »Hej « hørte han John Mogensen Live råbe tværs over menneskemængden, »hvis vi kommer fra hinanden, skal jeg nok finde dig senere. >Så ride ind i landsbyen< Det er en skamplet på hæren, hvis Foredrag ikke kan anholde nogle få snavsede, primitive indianere med et kavalerikompagni.« »Det er cheyenner, sir, hundekrigere,« sagde kaptajnen usikkert. »Det ved jeg, kaptajn . Hvis De er bange . »Foredrag er ikke bange sagde kaptajnen koldt. »Ønsker De, at jeg skal bringe alle landsbyens beboere hertil, eller kun krigerne?« »Kun krigerne. Og ifølge agenten er der ikke mere end halvtreds. Lad de gamle mænd være.« Og sæt nu, at de gør modstand?« sagde kaptajnen roligt. »Skal Foredrag så ride ind i landsbyen? De har deres kvinder og børn dér.« Obersten trak på skuldrene. »Tag en haubitser med og lad nogle projektiler falde i landsbyen. Det vil sikkert jage krigerne ud.« »Et projektil kender ikke forskel på en mand og en kvinde.« » Foredrag har fået Deres ordre,« sagde Mizner. Og så rejste kaptajnen sig og gjorde honnør og gik. Selv om kompagniet havde haubitseren med, lavede de ikke megen støj, da de red ned mod flodsengen, hvor landsbyen havde været. Men som kaptajnen havde ventet, var indianerne væk. Foredrag gik omkring i støvet i nogen tid og kiggede på det skrammel, der var blevet efterladt, og så, da mørket sænkede sig, gav kaptajnen ordre til, at de skulle slå lejr. Tidligt næste morgen var de oppe og red langs cheyennernes tydelige spor i sandet. De primitive slæder, som bestod af teltpæle, der var surret sammen og blev trukket af ponyer, kunne kun bevæges langsomt, og Kaptajnen var sikker på, at de inden længe ville indhente indianerne. Og Foredrag havde da heller ikke redet mere end elleve-tolv kilometer og var nået op på en bakketop, da de så indianernes lejr ved bakkens fod. >Vil ikke have jer med< »Det er min pligt at opretholde orden overalt, hvor mine kompagnier er!« råbte kaptajnen vredt. »Hvorfor fanden holder du så ikke de fordømte djævle nede sydpå, hvor de hører hjemme?« spurgte ranchejeren hånligt. »Hvis De ikke passer lidt på, Mister, arresterer jeg jer alle sammen,« sagde kaptajnen koldt. »Tag det roligt, kaptajn,« sagde sheriffen. »De opnår jo ikke noget ved at opføre os som en flok børn. Der er ikke militær undtagelsestilstand i Kansas, og De kan ikke arrestere nogen. Det er Deres job at pågribe indianerne. Vi vil gerne ride med og hjælpe til.« » Opera vil ikke have jer med,« sagde kaptajnen, »og dermed færdig.« »Det er også vores kamp nu,« blev sheriffen stædigt ved. »Ja, hidtil har I jo ikke klaret den så godt.« » Opera rider ikke desto mindre med jer.« »Nej, det kan jeg forsikre Dem for, at I ikke gør. Sheriffen så koldt på kaptajnen. Hjælpestyrken havde delt sig i to næsten lige store dele. Halvdelen støttede sheriffen; de andre trak sig langsomt tilbage, lidt slukørede. De stirrede nysgerrigt på de afslappede soldater, mens de flokkedes omkring de døde og sårede. Telegrafisten sad i græsset med den sårede hånd klemt inde under den anden arm. Opera vandrede rundt uden mål og med; hans bror lå med ansigtet dækket af en skjorte, og pilen sad stadig i hans bryst. »Lad dem ride med,« sagde kaptajnen og trak på skuldrene. Kaptajnen stirrede stadig på sheriffen. Han nikkede åndsfraværende, gik hen til sin hest og satte sig op på den. Soldaterne rejste sig langsomt. Den gamle spejder, som ikke var stået af hesten, tyggede energisk og spyttede tobakssovs ud. Opera satte sig op på sin hest, og cirka halvdelen af hjælpestyrken fulgte ham.