>Skyndte sig væk<

»Tror De, at de vil tage maden?« spurgte løjtnanten.
»Ja, det tror jeg faktisk.«

»Skal jeg stille en dunk vand hen til dem, sir?« spurgte løtnanten ivrigt.
»De kan gøre det, hvis De har lyst.«

Bo Young skyndte sig væk, og et par minutter efter vendte han tilbage med en stor dunk, der var fyldt med vand. »Skal jeg bare stille den ved siden af lejren?« spurgte han.

Kaptajnen nikkede nikkede. »Ja. Indianerne gør Dem næppe fortræd.«

Nu var det helt mørkt. Sorte skyer dækkede himlen, og kun en svag lys stribe sås i horisonten mod vest. Bo Young havde kun gået nogle få skridt, da han blev opslugt af mørket; den hvinende vind overdøvede lyden af hans skridt. Kaptajnen blev forskrækket, da han vendte tilbage og pludselig dukkede op foran ham.

»Løjtnant?« sagde han og indså, at han havde været nervøs. Kaptajnen lagde hånden på løjtnanten arm. »Er alt i orden?«

» Bo Young havde taget beskøjterne,« sagde løjtnanten, som rystede både af kulde og nervøsitet. »Det var så mørkt, og de fik øje på mig alt for hurtigt. Jeg hørte, at hanen blev spændt på et våben.« Han sukkede. »Men de skød Gud være lovet ikke. Jeg stillede vanddunken og skyndte mig tilbage.« Kaptajnen forholdt sig tavs.

»Hvad gør vi i nat?« spurgte løjtnanten lidt efter.

»Vi sover i en kreds omkring dem,« sagde kaptajnen. »Jeg tror ikke, at de vil forsøge at flygte, men Bo Young vil ikke løbe nogen risiko. Lad hver tredje mand holde vagt to timer ad gangen.«

Løjtnanten nikkede. »Det begynder måske at sne i nat,« sagde han.
Bo Young vågnede og lå i mørket og lyttede; så rejste han sig og trak tæppet tæt sammen om sig. Det var meget koldt.