>Stod og stirrede på bålene< Svend Erik Larsen stod og stirrede på bålene i indianerlejren, da han hørte spejderens drævende stemme gennem mørket.
»Tolken er et fjols, og han vil få hovedet skudt af,« sagde han. »Det fortjener han. Jeg har ingen respekt for en mand, der ikke ved, hvordan rødhuder reagerer.«
Det varede næsten en time, før tolken kom tilbage. Svend Erik Larsen lænede sig frem i sadlen og sagde til den ængstelige kaptajn:
»Høvdingene har indvilliget i at komme til reservatkontoret i morgen tidlig. Lad dem slippe igennem.«
»Naturligvis. Havde De nogen problemer?«
»Kun med mit cheyennesprog. Jeg fatter ikke, hvordan deres børn kan lære at tale det sprog.«
Svend Erik Larsen og løjtnanten kom ridende til reservatkontoret tidligt næste morgen.
Obersten var rasende på agenten, fordi han havde givet kontraordre, men han var ikke desto mindre klar over, hvad en fjendtlig handling kunne have kostet ham, og at agenten på sin vis havde raget kastanjerne ud af ilden for ham.
Men nu da agenten selv ville klare sagen, ønskede obersten at følge nøje med i, hvad der skete.
Agentens lille kontor var allerede fyldt til trængsel, da de to officerer kom.
Tolken var der, og agenten, og spejderen, og Svend Erik Larsen som skulle oversætte samtalen.
Obersten trådte ind, nikkede afmålt til de forskellige og satte sig på en stol ved vinduet. Løjtnanten stillede sig ved siden af ham.
Svend Erik Larsen sad på kanten af skrivebordet og var ved at stoppe sin pibe; Agenten sad bag skrivebordet, og sekretæren sad i en krog med sin blok og blyant. Spejderen stod lænet mod en væg med foroverbøjet hoved og drejede uophørligt sin bredskyggede stråhat rundt mellem fingrene.
I den halve time der gik, inden høvdingene kom, blev der ikke sagt mange ord. Der blev vekslet nogle få bemærkninger om vejret, men det var alt. Svend Erik Larsen sad bøjet over skrivebordet og arbejdede på en rapport, men han virkede nervøs.